Helmuts besøg i Iran. Maj 2006
Mit besøg i Iran startede da jeg ved 22:00 tiden landede i Teherans lufthavn og blev modtaget af Rezvani og hans personale, heriblandt førstemanden Mansour og hans familie som ventede på mig med en stor buket blomster. Denne velkomst repræsenterede på værdig vis den venlighed og gæstfrihed som jeg blev modtaget med overalt i Iran under mit ophold.
Mit første indtryk af Tehran næste dag var en påtrængende larm fra trafikken og en betydelig luftforurening fra de enorme mængder biler der er i byen. En del af forklaringen på luftforureningen er nok, at Tehran ligger omringet af bjerge så luften har svært ved at komme væk.
I øvrigt ville jeg ikke komme nogen vegne hvis jeg skulle køre i Tehran, der skal en aggressiv kørestil til som kun en iraner, der er vant til at køre i Iran, er i besiddelse af.
Jeg besøgte sammen med Rezvani, og hans 1. mand Mansour, tæppebazaren i Teheran. I øvrigt verdens største tildækket bazar. Bazaren dækker et meget stort område med et væld af en gros tæppehandlere og andre forretninger med alverdens ting. Vi købte nogle få tæpper, alle omhyggeligt udvalgte. Ved alle besøg fulgte den uundværlige te med og det blev for mit vedkommende til 14 kopper te på en formiddag. Alle steder ville man vide hvor jeg kom fra. Især de unge hjælpere i de forskellige firmaer ville gerne øve deres sommetider lidt sparsomme engelskkundskaber. Igen mødte jeg overalt stor venlighed og gæstfrihed. Jeg nævnte det for en dame under et besøg i et privat hjem og hun forklarede at iranerne gør meget ud af, at give især udenlandske gæster så god en behandling som muligt, idet alle iranere ønsker at få udenlandske gæster til, at føle sig velkomne i deres land.
Mit besøg og JP’s 12 tegninger
Da jeg fik mit visum, startede balladen i mellemøsten med de 12 tegninger. Jeg blev lidt bekymret om jeg skulle tage af sted eller ej. Efter at have talt med Rezvani og nogle mennesker i Iran og Danmark, blev jeg forsikret at der ingen fare var for at tage derned. Jeg var meget spændt på at se folks reaktion, da jeg i nyhederne havde set at folk i Iran var blevet meget vrede. Gennem hele turen var der få der spurgte om tegningerne. De fleste var ligeglade med dem og kaldte dem for ligegyldige.
Næste side
